Hjernescanning har vist at ”normale” hjerner overser detaljerne (Professor i neurologi & psykiatri, Dr. Nancy Minshew, University of Pittsburgh). Detaljeorienterede hjerner og helhedshjernerne er uundværlige i samfundsøjemed, for ligesom ved en bro konstruktion kan én detalje få hele broen til at styrte sammen.

Men skal disse exceptionelle hjerner kunne bidrage til samfundet, har de brug for hensyn og handicapforståelse. Jeg føler det som om, at min venstre hjernehalvdel er større en den anden og diverse test har da også vist at min intelligens er højere i denne del af hjernen.

Man kan nærmest sige at min kognitiv intelligens er meget skævt fordelt, hvorimod den neurotypiske hjernefunktion er mere bred og jævn fordelt.

Mine egne yderligere tanker:
Når man har en Asperger hjerne er det som om, at alt hvad jeg tillære mig nærmest overføres til disketter, der sættes i systematisk orden. Hver gang jeg står i en social situation hiver jeg en diskette frem. Problemet er at disketternes strategier er stationære og det er virkeligheden ikke.

Derfor skal individet stadigvæk kunne korrigere, justere og navigere socialt, hvilket netop er svært eller nærmest umuligt, hvis man har et autistisk handicap. Det tager oftest årevis for os selv, at erkende 100 %, at vi altid vil være mere eller mindre social invalideret.

Det afhænger af individets identitetsdannelse, hvorom nogle forskere/ professorer siger: ”Det ser ud til at mennesker med autisme, tidligst begynder denne proces omkring de 25 år”.

Jeg er ikke forsker, men det passer fint på min historik og med den teori i tanke, er det endnu mere vigtigt at børn med autisme udvises handicapforståelse i et specialskoletilbud mv. Når omgivelserne hele tiden insisterer på at børn/ unge eller voksne med autisme skal ændres, forårsager det nærmest, at de små Minikolonner af fibre der styre vores hjernesystem, brænder sammen som en ildebrand i hjernen.

Det gør ondt og i stedet for at få det bedre, bliver vi endnu mere hyposensitive og vores invalideringer blusser for alvor op.

Imødekommes autismens invalideringsbehov derimod, reduceres omfanget af invalideringer logisk nok. Min teori er; at når jeg læser sociologisk litteratur, beskrives det hvordan vort paradigme har forandret sig og er i konstant forandring. Sammensættes det med ovenstående viden, er det utrolig simpel logik, hvorfor der har været en stigning i diagnosticerede børn med autisme.

Der er ikke kommet flere – men dette paradigme er sværere for mennesker med autisme hvilket får invalideringerne til at ”blusse op”. Jeg tænker at dem der var kendt som ”nørder”, ”mærkelige”, ”excentriske” osv. var Aspergers i et ”for os” bedre paradigme.