Jeg har nu holdt foredrag nogle gange for både forældre, mennesker med autisme og fagfolk, hvor jeg er blevet opmærksom på et af vores måske største dilemmaer, er skjult for vort øje.

Flest har modtaget min formidling meget positivt, været anerkendende, konstruktive og endog fået aha oplevelser.Det er en vidunderlig følelse at kunne gøre en forskel, at finde en egen værdi og være med til at ”bygge flere broer” imellem 2 meget forskellige verdener.

En fagperson rakte engang hånden op og sagde, at mine budskaber provokerede hende, hvilket gav mig en meget spændende indsigt i nogle ”meget dybe kløfter” der er imellem os. Det der provokerede hende var, at jeg sagde; ”os og jer – vores og jeres – os og dem” mv. Jeg reflekterer stadigvæk over denne opdagelse, jeg har talt med alle mine mentors og mennesker omkring mig om denne provokations følelse, men ingen kan give mig svar.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor provokeres nogle af så rationelle facts? Hvad ligger under denne følelse de har? Hvordan skal man forklare så modsatte verdener, når der er nogen der føler sig provokeret? Hvordan når man disse mennesker?

Hvorfor provokere det nogen, når der kontinuerligt i alle andre emner, tales i opdelinger, som; kvinder og Mænd – voksne og børn – handicappede og neurotypiske – befolkningen og regeringen – afrikanere og danskere – cowboys og indianere – frugtafdelingen og delikatesseafdelingen?

Det er rationel tale.

Der er ingen skjulte emotionelle agendaer bagved. Det er en konstatering, som gør det muligt at påbegynde et samarbejde.